• Her er hemmeligheden bag at avancere hurtigt i en ny stilling

    Source: BDK Finans / 04 Aug 2025 06:37:27   America/Los_Angeles

    Den stærkeste indikator for gode karrieremuligheder er ikke uddannelse, kurser eller den erfaring, man har med sig, når man får en ny stilling. Ny forskning tyder tværtimod på, at en af de vigtigste – og ofte mest oversete – faktorer drejer sig om at blive tildelt en vanskelig, højprofileret arbejdsopgave kort efter ansættelsen. Shihan Li, der nu er lektor i virksomhedsledelse ved University of Kentuckys Gatton College of Business and Economics, har i samarbejde med Carnegie Mellon-professorerne David Krackhardt og Nynke M. D. Niezink analyseret data fra en hightech rumfartsvirksomhed i Kina og fulgt knap 500 nye ansættelser for ingeniøruddannede medarbejdere gennem to år. Den kinesiske virksomhed lader alle nyansatte medarbejdere skifte mellem fire projekter på et halvt års varighed hver og af skiftende kompleksitet og status, og det sker uden hensyntagen til medarbejdernes uddannelse og erfaring i øvrigt. Forskerne kunne konstatere, at nyansatte medarbejdere, som blev tilknyttet vilkårligt valgte komplicerede, højprofilerede projekter i løbet af en halvårsperiode inden for de to første års ansættelse indhøstede større faglig anerkendelse, lærte mere og i det hele taget havde oplevet større accept fra virksomhedens side end tilsvarende medarbejdere, der havde arbejdet med mindre komplicerede opgaver. Og det førte videre til lønstigninger, bedre evalueringer og hurtigere forfremmelse i firmaet. De nyansatte medarbejdere, der var så heldige at blive tilknyttet komplekse projekter, havde i gennemsnit fem gange større sandsynlighed for at blive forfremmet end kolleger, der arbejdede med knap så vanskelige projekter, oplyser Li, som var graduatestuderende på det tidspunkt, undersøgelsen fandt sted. Forskerne undersøgte kun denne ene virksomhed, men undersøgelsens randomiserede tilrettelæggelse – der er en undtagelse i organisationsmæssig forskning – gav forfatterne et indblik i nye årsager og sammenhænge. »Vi havde haft vanskeligt ved at finde gode indikatorer for medarbejdersucces,« fortæller Krackhardt. »Hvilket college har de gået på, hvad for en videregående uddannelse har de fået, hvilke erfaringer på arbejdsmarkedet har de … disse faktorer spiller alle sammen en rolle, men enkeltvis kan ingen af dem med sikkerhed forudsige succes,« siger han. »Dette her er første gang, vi har været i stand til systematisk at kæde årsagerne til succes sammen med den første ansættelse.« Synlighed er vigtig Undersøgelsens konklusioner stammer fra to adskilte, men komplementære mekanismer, forklarer Krackhardt. For det første betyder en kompleks arbejdsopgave, at nyansatte medarbejdere kommer til at arbejde med andre kolleger og indviklede tekniske problemer, og det sætter ekstra skub i udviklingen af nye kompetencer. »Når man står over for en krævende opgave, er indlæringskurven større,« siger Krackhardt. For det andet følger der status med komplekse projekter, og det smitter positivt af på nyansatte medarbejdere. »De fik flere muligheder,« siger han. »De fik større opmærksomhed i virksomhedens interne netværk. De fik en status, der fulgte dem, også efter fuldførelsen af det konkrete projekt, de havde arbejdet med.« Denne synlighed havde betydning, især for medarbejdere, der ikke havde en tidligere ansættelse i en eftertragtet virksomheder på cv’et. »At arbejde på et avanceret projekt er lidt ligesom at spille på et vindende Super Bowl-hold,« siger Krackhardt. »Selvom du sidder på udskiftningsbænken, har du stadig lov til at have Super Bowl-ringen på.« Også i tilfælde, hvor projekterne ikke var 100 procent vellykkede, var de nyansatte medarbejdere alligevel genstand for »beundring i virksomheden, fordi de havde udvist mod og initiativ«, siger Li. Forskerne konkluderede også, at selv om tidligere erfaring med ansættelse i en industrivirksomhed ikke var nogen sikker indikator for tidlig succes i ansættelsen, så var det alligevel en fordel. »Hvis man havde en hel masse erfaring med områder, der var gavnlige for projektet, fik man betydeligt bedre resultater,« fortæller Krackhardt. Nye muligheder I de fleste virksomheder er det lederne, der udvælger deltagerne på et nyt team, og de tilgodeser ofte »hotshots« eller højt præsterende medarbejdere, forklarer Krackhardt. Det kan i visse tilfælde begrænse mulighederne for nyansatte medarbejdere, der måske har potentialet, men ikke er gode til at føre sig frem eller ikke har gode forbindelser. Randomiserede ansættelser er ikke en mulighed i alle virksomheder, men princippet kan stadig anvendes, mener forskerne. En organisation kan give nye medarbejdere rotationsdeltagelse i komplekse projekter og give dem adgang til højstatusopgaver og også give dem vanskelige arbejdsopgaver på et tidligere tidspunkt i ansættelsen, uanset hvad deres tidligere arbejdserfaring er og uden hensyntagen til andre indikatorer. Hvad de nye medarbejdere angår, opfordrer Krackhardt dem til at sige ja tak til vanskelige projekter i stedet for at undgå dem, især hvis virksomhedskulturen støtter den form for initiativ. »En enkelt krævende arbejdsopgave kan forandre et helt karriereforløb,« siger han. Oversat fra den originale engelske version af Claus Bech https://www.berlingske.dk/business/her-er-hemmeligheden-bag-at-avancere-hurtigt-i-en-ny-stilling
Share on,